Atlantis Rejser rykker til Aarhus Airport

Aarhus Airport skruer op for solskinsdestinationerne. Det er helt i tråd med lufthavnens vækststrategi, hvor ambitionen om at blive Jyllands største charterlufthavn står højt på agendaen. Nu har lufthavnen taget endnu et skridt nærmere målet, idet blækket netop er tørt på en samarbejdsaftale mellem Atlantis Rejser og Aarhus Airport. Det betyder, at Atlantis Rejser rykker alle sine jysk-fynske charteraktiviteter til den østjyske lufthavn. Flyene sætter kurs mod de egyptiske solskinsperler Hurghada og Sharm el Sheikh, når Egypten igen kommer på den gule liste, og billetterne er allerede i salg.

”Vi oplever en stigende interesse for ferierejser ud af Aarhus, og charterkataloget er vokset stødt over de senere år. Vi sidder på det største optageområde i provinsen, og vi har meget ambitiøse vækstplaner for chartertrafikken. Det handler om at finde det rigtige match mellem de potentielle rejsendes ønskedestinationer og rejsearrangører. Der er en stor sult i markedet nu efter sol og varme, og med Atlantis Rejser får vi en stærk samarbejdspartner, som har et yderst relevant mix af eksotiske rejsemål og populære klassikere. Vi glæder os meget over at have fået Atlantis Rejser med om bord, så vi i fællesskab kan udvikle vores chartertilbud til jyderne,”
Nicolai Krøyer, administrerende direktør i Aarhus Airport.

Atlantis Rejser er også meget begejstret for samarbejdet med Aarhus Airport, som de betegner som en spændende partner på det strategiske niveau.

”Aarhus Airport’s visioner for og store investeringer i fremtiden sammenholdt med dens arbejde for at forbedre oplevelsen for de gæster, der flyver ud fra Aarhus Airport, er for os den helt rigtige vej at gå. Vi er glade for, at vi kan være en del af denne ambitiøse plan, og vi håber, at vi kan være med til at forstærke den gode oplevelse for gæsterne,”
Jan Lockhart, kommerciel direktør hos Atlantis Rejser.

Han tilføjer, at Atlantis Rejser også ser frem til at være en del af den vækst, der vil følge, som resultat af Aarhus Airport’s progressive forretningsstrategi.

”Vi lancerer i første omgang to faste ruter året rundt til de populære badedestinationer ved Rødehavet, Sharm el Sheikh og Hurghada. Det bliver ovenikøbet med moderne og energivenlige fly, de helt nye Airbus A 220-fly, som byder på høj komfort, er støjsvage og har et lavt brændstofforbrug.”
Jan Lockhart, kommerciel direktør hos Atlantis Rejser.

I fremtiden vil Atlantis Rejser i samarbejde med Aarhus Airport sætte ruter ind til andre populære europæiske destinationer som Grækenland, Kroatien og Spanien, og flere nye destinationer vil følge efter.

”Selvom vi står i rejsebranchens værste krise nogensinde, så vælger vi at se fremad uden at ryste på hånden. Vi bruger tiden til at få lagt et stærkt fundament for lufthavnens videre vækstrejse og få samarbejder og rejseprodukter på plads, så vi er klar til at trykke på knappen, når de enkelte destinationer skifter til positive farve på Udenrigsministeriets rejsevejledningskort”,
Nicolai Krøyer, administrerende direktør i Aarhus Airport.

Selvom Egypten er markeret som rød i øjeblikket, kan solglade gæster roligt booke efterårs- eller vinterferien. Der skal nemlig hverken betales depositum eller andre udgifter, før Udenrigsministeriet melder klar for rejser til Egypten. Den første afgang fra Aarhus Airport er planlagt til den 17. oktober, hvor efterårsferien skydes i gang i Danmark.

Chartertrafikken i Aarhus Airport udviklede sig særdeles positivt i årene før pandemien. Således  voksede antallet af chartergæster samlet set med 46,6 procent i perioden fra 2018 til 2019.

Atlantis Rejser flytter deres jysk-fynske chartertrafik til Aarhus Airport. Det betyder, at Rødehavsdestinationerne Hurghada og Sharm el Sheikh kommer på afgangstavlen i den østjyske lufthavn allerede fra efterårsferien.Atlantis Rejser flytter deres jysk-fynske chartertrafik til Aarhus Airport. Det betyder, at Rødehavsdestinationerne Hurghada og Sharm el Sheikh kommer på afgangstavlen i den østjyske lufthavn allerede fra efterårsferien.

For yderligere oplysninger kontakt venligst

Tina Baungaard-Jensen, kommunikationschef hos Aarhus Airport på telefon +45 41 28 10 01 eller mail tbj@aar.dk

Jan Lockhart, kommerciel direktør hos Atlantis Rejser på telefon + 45 61 20 90 98 eller mail jlo@atlantisrejser.dk  

Om Aarhus Airport

Aarhus Airport har som ambition at forbinde Østjylland med populære storbyer og andre attraktive rejsemål. Med afgange til destinationer i hele Europa sigter lufthavnen mod at imødekomme forventningerne hos det østjyske erhvervsliv såvel som hos fritidsrejsende i lufthavnens optageområde. I 2019 blev Aarhus Airport tildelt prisen ’Airport of the Year Award’ af European Regions Airline Association (ERA). Samme år rundede lufthavnen 500.000 passagerer. Aarhus Airport er ejet af Aarhus Kommune, privat investor Staus A/S, Syddjurs Kommune og Norddjurs Kommune. Det tager cirka 35 minutter at nå Aarhus Airport fra centrum af Aarhus.

Om Atlantis Rejser

Atlantis Rejser blev etableret i 1994 og var det første danske rejseselskab, der tilbød rejser til den dengang ukendte badeby Sharm el Sheikh ved Rødehavet. Siden specialiserede Atlantis Rejser sig i rejser til Egypten, hvor selskabet stadig er førende, når det gælder rundrejser, kombinationsrejser og Nilkrydstogt. Atlantis Rejser har siden udvidet og taget andre populære feriedestinationer på programmet, som blandt andet Dubai, Mallorca og de græske øer. Atlantis Rejser vandt i 2017 prisen som Danmarks bedste charterselskab ved den årlige prisuddeling ’Danish Travel Awards’. Atlantis Rejser markerer sig desuden som et dyrevenligt rejseselskab, der samarbejder med World Animal Protection om at undgå, at vilde dyr holdes i fangenskab for at underholde mennesker.