Fuldt hus til #AARsome Townhall

For første gang dannede byens rådhus ramme om arrangementet #AARsome Townhall, hvor en række af byens startup-virksomheder fortalte deres iværksætterhistorie. De inspirerende oplæg blev suppleret af en smuk musikalsk optræden fra den Aarhus-baserede Sémmane. Aftenen blev afrundet med livlig snak og udveksling af visitkort.

De to keynote oplægsholdere var Claus M. Kristensen fra betalingsinstituttet Clearhaus og Kasper Lyhr fra softwarevirksomheden FirstAgenda. De fortalte, hvordan deres virksomheder har udviklet sig fra idé til en fremragende forretning. Begge var enige om, at man som iværksætter aldrig må være bange for at lave fejl.

Tre ambitiøse startup-virksomheder, Xsided, Emplate og ChefMade, indtog herefter scenen med en fem minutters pitch for deres virksomheder.

Simon Staack, som står i spidsen for marketingsplatformen Emplate, fortalte bl.a. at hans mål for det kommende år er, at han har udviklet sin forretning så meget, at han næste gang inviteres som keynote-speaker. Derudover var Simons fokus for aftenen at udnytte, at så mange tech-interesserede var samlet ét sted. ”Mit mål med at deltage i #AARsome Townhall er især at få skabt opmærksomhed på vores virksomhed, så vi kan få tiltrukket nogle dygtige folk til at søge arbejde hos os,” fortæller han.

 

Aftenens oplægsholdere:

Claus M. Kristensen, Clearhaus
Kasper Lyhr, FirstAgenda
Tommy Jensen, Xsided
Simon Staack, Emplate
Jacob Bülov Espensen, ChefMade