Nyt stadion og sportscampus inden for rækkevidde

Luftfoto af Aarhus ved stadion

Den politiske styregruppe, der er sat til at undersøge muligheden for at etablere et nyt fodboldstadion, mener at Aarhus Kommune skal have en helt ny sportscampus ved Atletion. Styregruppen offentliggjorde tirsdag en analyse udarbejdet af PWC, der peger på at der kan etableres en sportscampus med et nyt fodboldstadion, nyt atletikstadion samtidig med at den eksisterende cykelbane og tennisanlægget kan bevares. Analysen viser at det kan realiseres for en kommunal udgift på mellem nul og 320 millioner kroner.

”Et nyt stadion og sportscampus har aldrig været tættere på. Vi har med analysen spillet en god første halvleg og nu skal vi sammen med resten af byen have spillet bolden i mål til den endelige succes." siger rådmand Bünyamin Simsek, der er medlem af styregruppen.