Stor hæder til en stribe Aarhus-virksomheder

Borgmester Jacob Bundsgaard overrækker DI’s Initiativpris til adm. direktør Jeppe Hansen og hans team hos Vertica.

Da borgmester Jacob Bundsgaard i onsdags kunne overrække DI’s initiativpris til Aarhus-virksomheden Vertica, var det femte gang inden for et par uger, at en aarhusiansk virksomhed løber med hæder og ære.

It-virksomheden Vertica med kontorer i Aarhus og København har siden årtusindeskiftet udviklet prisvindende e-handelsløsninger til nogle af de virksomheder, der har valgt at digitalisere deres salg. Og fra i onsdags kan Vertica stille endnu en pris op på den virtuelle kaminhylde. På 17 år har Vertica udviklet sig til en virksomhed med 90 medarbejdere, vækst i de seneste år på 20-25 pct. og med forventning om endnu flottere resultat i år. Det er begrundelse for, at virksomheden i dag har modtaget vindere af Dansk Industris Initiativpris i Østjylland.

Borgmester Jacob Bundsgaard siger:

”Aarhus står netop nu midt i en historisk høj vækstperiode, som skaber fremgang og job i byen. Det er i den forbindelse vigtigt at fremhæve de virksomheder og talenter, som med innovation og målrettet arbejde er med til at løfte byen til nye højder. Aarhus har et utrolig attraktivt erhvervsmiljø og jobmarked, som vi nyder godt af, og det er meget glædeligt, når vores lokale virksomheder og deres medarbejdere opnår anerkendelse for deres præstationer. Det har de til fulde fortjent.”

Foruden Vertica har følgende virksomheder netop opnået hæder:

  • Søstrene Grene er kåret som EY Entrepreneur Of The Year i Midtjylland. Søstrene Grene viser imponerende tal og markant vækst. Juryen fremhæver bl.a. flot eksekvering og et koncept, der holder – også uden for landets grænser.

  • Anders Marcus fra Aarhus-virksomheden Obton Group Holding A/S har vundet Årets Ejerleder 2018 i region Østjylland. Han har på blot 12 år skabt en stor erhvervssucces, der i dag tæller flere end 100 medarbejdere. Virksomheden er et dansk investeringshus med speciale i at skabe de bedste afkast gennem alternative investeringer i såkaldte grønne driftsaktiver, som er uafhængige af aktie- og obligationsmarkedet.

  • Hungry.dk er kåret som Årets Gazelle virksomhed i Midtjylland. Takeaway-tjenesten Hungry.dk fra Risskov, der blev etableret i 2013, har formået at øge bruttoomsætningen med hele 1.634 procent på fire år, og det er højest af alle midtjyske virksomheder.

  • Tirsdag blev IT-virksomheden Elbek & Vejrup kåret af Great Place To Work som Danmarks Bedste Mellemstore Arbejdsplads 2018. Samtidig tager de igen i år prisen som Danmarks bedste IT-arbejdsplads. Elbek & Vejrup yder forretningsrådgivning og udvikler IT-løsninger.  Virksomheden præsenterede i oktober det bedste resultat nogensinde i virksomhedens historie med rekordhøj omsætning og overskud.