Væksten fortsætter i Aarhus - knap 4000 nye job på et år
Borgmester Jacob Bundsgaard: "De lokale virksomheder er dygtige til at holde dampen oppe – væksten i Aarhus er fortsat over landsniveau og med den private sektor som drivkraft."
Selv om virksomhederne i Aarhus i fjor satte rekord i jobvækst, lykkes det fortsat at holde dampen oppe. Således er der skabt 3.796 nye job, hvilket svarer til en stigning på 2 procent. Dermed er det samlede antal lønmodtagerarbejdspladser i Aarhus Kommune igen i år nået op på det højeste antal hidtil, nemlig 193.992.
På landsplan var stigningen i det forløbne år på 1,8 procent. Ser man på stigningen siden 2010 er det meget markant, at væksten er meget stærk i Aarhus. På landsplan er antallet af job steget 9,6 procent, mens jobtallet i Aarhus har haft en stigning på hele 16,4 procent siden 2010.
Borgmester Jacob Bundsgaard:
”Det er utrolig flot, at de lokale virksomheder har formået at holde dampen oppe og fortsat kan blive ved med at skabe nye job år efter år. Det vidner som en forbilledlig evne til at tilpasse sig tiden med vanskelige og meget konkurrenceudsatte markeder nationalt og internationalt. Det er samtidig historien om, at jobmarkedet i Aarhus er meget stort og attraktivt og fyldt med talent. Det betyder, at vi om få år runder en betydningsfuld milepæl med 200.000 arbejderpladser i Aarhus.”
I det forløbne år er jobvæksten primært sket i den private sektor, hvor det er områder som information/kommunikation, erhvervsservice, industri og handel, der driver væksten.