Energi, klima og miljø

Udover de store vindmølleproducenter findes en lang række underleverandører inden for energi- og miljøteknologi til både energiproduktion og energibesparende tiltag. En ud af tre af Danmarks cleantech-virksomheder er placeret i regionen. Virksomhederne i regionen udmærker sig især indenfor energilagring, vedvarende energiproduktion og energiinfrastruktur og -distribution.

Regionen har Danmarks højeste specialisering målt på antal beskæftigede inden for energi og miljø. 40% af alle danske fuldtidsansatte inden for energi og energiteknologi arbejder i Region Midtjylland.

Fremtidens energi udvikles i Navitas

Navitas er et åbent innovationsmiljø, hvor energi- og miljøteknologi spiller en stor rolle. Her sidder 2000 studerende, 300 undervisere og forskere, 400-600 etablerede virksomheder og iværksættere under samme tag og skaber rammerne for det førende vidensmiljø.

En integreret del af Aarhus

Byens vision er at blive CO2-neutral i 2030, og i byens klimastrategi er der fokus på, at den grønne omstilling skal ske i et tæt samspil med bl.a. virksomheder, videns- og innovationsmiljøerne. Formålet er at sikre, at byens investering i mere klimavenlige løsninger samtidig bliver et erhvervsmæssigt aktiv for områdets erhvervsliv.

Aarhus er med i EU-Klyngesamarbejde

Aarhus Kommune deltager i EU INTERREG North Sea Region programprojektet ’Northern Connections’. Formålet er at styrke innovationssamarbejdet og internationalisere cleantech-klyngerne inden for bæredygtig energi. Dette gør det bl.a. nemmere for SMV’er at samarbejde i konkrete innovationsprojekter på tværs af landegrænser.