Oplevelseserhverv og turisme
Titlen som Europæisk Kulturhovedstad i 2017 har positioneret Aarhus som et kulturelt centrum på internationalt niveau, stærkt flankeret af højt anerkendte kulturinstitutioner som ARoS, Den Gamle By og Moesgaard Museum.
Styrkelsen af erhvervs- og krydstogtturisme i Aarhus har bidraget til, at Aarhus i dag tiltrækker markant flere konferencer, kongresser og krydstogtturister, hvilket har en positiv afsmittende effekt på byens erhvervsliv, gastronomiscene og detailhandel.
Turisme
Aarhus byder på museer i verdensklasse og fremragende shopping. Havn, strand og skov er alt sammen inden for rækkevidde.
Interessen for Aarhus har igennem de senere år været markant, og Aarhus har i den grad markeret sig som en attraktiv ’second city’ at besøge. Det afspejles blandt andet i den øgede positive omtale, Aarhus oplever, i anerkendte internationale medier og Aarhus’ placering på ”must visit” lister, som bl.a. CNN travels ”17 best places to visit in 2017” og Vogues “Top places to travel 2017”.
Turisterne strømmer til Aarhus og i 2017 satte byen rekord med mere end 1,2 mio. overnatninger - en stigning på 50% siden 2013. Derudover besøgte 3,4 mio. mennesker Aarhus på endagsbesøg.
Kongresby
Aarhus er rykket markant frem på den internationale verdensrangliste over populære kongresbyer, The International Congress & Convention Association (ICCA). Her placerer Aarhus sig i 2018 som nummer 72. En af årsagerne er det strategiske samarbejde om kongresser mellem Aarhus Universitet, byens erhvervsliv, VisitAarhus og Aarhus Kommune.
Den positive udvikling i erhvervsturismen har mærkbar økonomisk betydning for byen. Med et gennemsnitligt forbrug på 3.000 kroner per døgn hører konferencegæsterne til de højst forbrugende turister.
Aarhus er vært for flere store kongresser, blandt andet ved den førende konference inden for IoT (Internet of Things) i 2019, hvor 1.000 internationale erhvervsledere, eksperter og forskere besøger byen i fire dage.
Gastronomi
Det gastronomiske niveau i Aarhus er højt, og byens mange kreative gourmetkokke arbejder konstant med at videreudvikle deres koncept og deres retter, så det løbende giver nye madoplevelser. Fire restauranter med Michelin-stjerner og to Bib Gourmand restauranter bidrager til, at Aarhus er blevet en internationalt anerkendt gastronomidestination.
I 2014 blev Aarhus optaget som det danske medlem af Délice netværket, der samler de 23 stærkeste fødevare- og gastronomidestinationer i verden, og som giver mulighed for international kokkeudveksling, fælles markedsføring og udveksling af god praksis.
Aarhus har opnået international gastronomisk hæder ved i 2017 at blive udnævnt som Europæisk Gastronomiregion, og i 2019 at være vært ved uddelingen af Michelinguidens stjerner og udmærkelser i Norden - som den første ikke-hovedstad nogensinde.